Allergi hos hunde
- Hjælp din hund af med kløe og andre gener
Ligesom mange mennesker har allergi nu om dage, oplever flere og flere hundeejere også, at deres hunde begynder at udvise allergisymptomer som kløe og hudirritationer.
Typisk udvikler hundes allergi sig trinvist, så det tiltager år for år – det er derfor vigtigt, at du tager kontakt til os, så snart du opdager de tidlige forandringer hos din hund, så vi kan finde frem til årsagen og igangsætte den rette behandling.
Hos Dyrlægehuset Hjallerup tilbyder vi grundig allergiundersøgelse og skræddersyet behandling til din hund, så du hurtigt vil opleve en bedring af hundens symptomer.
Med en allergiudredning får du indsigt i:
- Hvordan du bedst kan behandle din hunds symptomer
- Hvilke ting din hund kan/ikke kan tåle
- Om du kan igangsætte tiltag i hverdagen for at hjælpe din hund
- Hvorvidt du kan undgå eksponering
Hvornår har din hund brug for en hudkonsultation?
Ligesom ved mennesker kan der være stor forskel på, hvad en hund er allergisk overfor. Ind imellem er det dele af hundens foder, men der kan også være tale om luftbårne plantedele som pollen eller ting i hundens daglige omgivelser som husstøvmider.
Har du mistanke om, at din hund lider af allergi, bør du kontakte os for at få lavet en allergiudredning. Derefter kan vi igangsætte en effektiv behandling målrettet det, der udløser din hunds allergi, fx via foderændring, behandling med allergishampoo eller medicinsk behandling.
Du vil ofte kunne opleve, at din hund begynder at klø, gnubbe eller gnave sig på bestemte områder på kroppen – fx ører, øjenomgivelser, poter, bag forbenene, bagerst på maven eller i lysken eller under halen og bagi. Det kan også være, du bemærker synlige forandringer i huden, fx hævelse, irritation eller skorper.
I alle disse tilfælde er det vigtigt at få afklaret, om der er tale om allergi, eller om det skyldes andre behandlingskrævende problemer som svamp (fx ringorm), hudbetændelse eller parasitter såsom lopper eller øremider.
Sådan foregår en allergiudredning af hunde
Når vi skal lave en allergiundersøgelse af din hund, starter vi altid med en generel sundhedsundersøgelse for at udelukke, at der kan ligge andre sundhedsproblematikker bag din hunds symptomer.
Herefter undersøger vi hundens hud, hvor den udviser symptomer, og hvis der er behov for det, tager vi en prøve for at udelukke evt. svamp, parasitter eller lokal hudbetændelse.
Når andre mulige årsager til kløe og hudirritation er udelukket, starter vi med at igangsætte kløestillende behandling for hurtigt at skabe en forbedring for din hund. Vi har flere forskellige midler at behandle med, så vi udvælger altid det, vi mener passer bedst til din hunds symptomer, race, alder og evt. sundhedsproblemer.
Når hundens akutte symptomer er aftaget, starter vi undersøgelsen af, hvad det er din hund ikke kan tåle.
Ca. 20% af allergiske hunde reagerer på ingredienser i deres foder, og vi vil derfor oftest starte med at sætte din hund på en specielt udviklet, strikt allergidiæt i 6-8 uger. Dette er en diagnostisk test og kaldes en ‘fodertrial‘.
Hvis din hunds symptomer aftager eller helt forsvinder i løbet af denne periode, kan vi konstatere, at det er her, årsagen – eller en del af årsagen – til din hunds symptomer ligger.
Hvis din hund derimod fortsat har symptomer efter sin fodertrial, konstateres det at din hund med stor sandsynlighed lider af allergiformen atopisk dermatitis.
Hunde der tilhører denne gruppering af allergikerne, har det til fælles, at de reagerer på et eller flere allergener i deres omgivende miljø.
Viser din hund sig at være atopiker, har vi mulighed for at igangsætte yderligere allergitests. Her vil der være tale om en blodprøve, som analyseres på et højt specialiseret allergilaboratorium.
Det er vigtigt at forstå, at denne test ikke kan fortælle om din hund lider af atopisk dermatitis eller ej. Diagnosen vil være bekræftet forinden.
Testen anvendes til at udpege de specifikke, udefrakommende allergener i din hunds omgivelser, der kan være årsagen til dens allergisymptomer.
Ud fra testsresultatet kan der laves en individuel behandling til netop din hund. Behandlingsformen kaldes ‘Immunoterapi‘.
Multimodal allergibehandling målrettet den enkelte hund
Når vi skal behandle din hunds symptomer på allergi, bruger vi det, vi kalder en ”multimodal” tilgang. Det betyder, at vi laver et skræddersyet behandlingsforslag, der kan bestå af flere elementer, fordi vores erfaring er, at det giver den bedste og mest effektive behandling.
Har din hund foderallergi, vil vi derfor ofte anbefale et foderskifte. Viser det sig, at din hund fx allergisk overfor okseprotein, kan det måske være nok at skifte til et foder med kylling, men er den allergisk overfor flere proteinkilder eller andre tilsætningsstoffer, kan det være nødvendigt at skifte til et decideret allergifoder.
I de tilfælde, hvor den atopiske hund er allergisk overfor ting, der ikke kan fjernes fra dens omgivelser, igangsætter vi typisk behandling med immunoterapi i kombination med en kløestillende allergishampoo, som hunden hyppigt skal vaskes med.
Vi vil desuden rådgive dig desuden om, hvordan fx specialfoder eller fodertilskud som fiskeolie kan styrke din hunds hud til bedre at håndtere den påvirkning, den får.
For en del af allergipatienterne er det desuden nødvendigt at understøtte ovenforstående behandling med decideret medicin til behandling af allergisymptomerne.
Du skal være særligt obs på, om din hund har allergi, hvis:
- Den ændrer adfærd, fx klør eller soignerer sig meget
- Du opdager hudområder, der virker hævede eller irriterede
- Hunden får skæl i pelsen eller skorper på hudområder
- Hunden klør, gnubber eller gnaver så meget på sig selv, at der opstår skader
Specialister i allergi hos hunde
Hos Dyrlægehuset Hjallerup har vi specialiseret os i allergiproblemer hos hunde, og vores allergispecialist Katrine har selv en multiallergisk hund. Hun holder sig løbende opdateret med den nyeste viden på området inden for såvel undersøgelser og tests, som forskellige forebyggende og helbredende behandlinger og produkter.
Priser på allergiudredning og -behandling til hunde
Prisen for allergiudredning og -behandling til din hund afhænger af, hvor kompliceret din hunds allergi viser sig at være.
Vi tager løbende en dialog, så du altid er oplyst om de forskellige skridt i processen og kan vælge, hvilke du ønsker, at vi udfører.
Ligeledes kan prisen på de forskellige behandlingsmuligheder, fx kløestillende midler, specialfoder, allergishampoo og fodertilskud, svinge – vi kan tilbyde et nøje udvalgt sortiment hos os i klinikken.